Social læring kan defineres som en kognitiv proces, der finder sted i en social kontekst, hvor læring sker gennem observation, imitation og modellering af andres adfærd. Bandura påpeger, at mennesker kan lære ved at observere andres handlinger og de konsekvenser, disse handlinger har, uden nødvendigvis selv at udføre handlingerne.
Ifølge Bandura involverer social læring flere nøgleelementer:
Observation: Læring sker ved at se på, hvordan andre handler.
Modellering: Den lærende internaliserer den observerede adfærd og bruger den som en guide for egne handlinger.
Kognitiv bearbejdning: Observationerne lagres og bearbejdes mentalt, hvilket betyder, at læring kan ske uden en umiddelbar ændring i adfærd.
Vikarierende forstærkning: Den lærende lærer ikke kun af direkte konsekvenser, men også ved at se, hvilke konsekvenser andres adfærd har.
Social læring i en digital kontekst handler om at etablere digitale muligheder for at interagere med kolleger, eksperter og ledere og dermed mulighed for at opnå social læring mellem mennesker, der ikke nødvendigvis opholder sig på samme sted geografisk.
Kilde:
Bogen: “Social Learning Theory”, 1977, Albert Bandura