Organisatorisk Læring er en proces, hvor organisationen ud fra strategiske overvejelser fokuserer på at skabe og dele viden og processer, der har til hensigt at udvikle og/eller forandre dele af organisationen.
Ønsket om Organisatorisk Læring udspringer ofte af ambitioner om at øge konkurrenceevnen, tilpasse sig til markedet, kompetenceudvikle, vidensdele, innovere eller forberede sig på fremtidige udfordringer.
Organisatorisk Læring skal ses som processer, der går på tværs af alle virksomhedens niveauer, lige fra den enkelte medarbejder til topledelsen. Det handler om at skabe en læringskultur, hvor udvikling og forandringer prioriteres og værdsættes i det daglige arbejde.
Organisatorisk Læring er et afgørende fokuspunkt for moderne organisationer. En læringskultur kan medvirke til:
- At fremme vidensdeling
- At lære af erfaringer
- At udnytte feedback
- At opnå vækst
- At følge med udviklingen på virksomhedens fagområde
- At opnå konkurrencefordele på markedet
Organisationsteoretikerne Chris Argyris & Donald Schön introducerede som nogle af de første Organisatorisk Læring som begreb i 1978. De taler om single-, double- og triple-loop læring og er processer for læringsaktiviteter relateret til henholdsvis handling og refleksion.
Single-loop læring er den rutineprægede dagligdagslæring.
Double-loop læring er læring i mere komplekse, ikke-standardiserede opgaveløsninger. Her reflekteres der over, om opgaveløsningen er den rette.
Triple-loop læring er den læring der opstår, når der reflekteres over, om den retning organisationen er på vej i, er den rette, samtidig med at man overvejer, hvordan og hvorfor man kan vide sig sikker på dette.
Kilde:
Organizational Learning, 1978, Chris Argyris & Donald A. Schön.
Organizational Learning II, 1995, Chris Argyris & Donald A. Schön.