Modellen fungerer som ramme for at hjælpe organisationer med at designe effektive lærings- og præstationsstøttestrategier. Modellen identificerer fem kritiske øjeblikke, hvor medarbejdere har brug for læring:
Ny viden – Når den lærende lærer noget for første gang.
Mere viden – Når den lærende vil uddybe sin viden.
Anvendelse af viden – Når den lærende skal anvende det, hun har lært.
Løsning – Når noget går galt, og han skal finde en løsning på problemet.
Ændring – Når den lærende skal tilpasse sig ændringer.
Push-læring er ofte den mest effektive strategi for Ny viden og Mere viden, fordi den lærende sjældent ved, hvilken form for viden, der er behov for. De øvrige Needs vil ofte kunne løses bedre med pull-læring, fordi den lærende netop er bevidst om vidensbehovet.
Kilde:
Modellen blev introduceret af Conrad Gottfredson i 1985 og yderligere udviklet
og formaliseret i samarbejde med Bob Mosher, især efter de grundlagde
APPLY Synergies i 2013.